Om falkeflatten

Målet med vores opræt er at avle hvalpe som er sunde, stærke og arbejdsomme både mentalt og fysisk inden for flatterens racestandard.  Det er familiehunde, der også skal fungere ude i marken.

Vores hvalpe bliver født og vokser op i vores stue.

Vi hedder Tina og Jørgen og fik vores første flatter – Tinga – i 2012. Vi har tidligere haft hovawart (en meget anderledes mentalitet at arbejde med), og faldt pladask for flatterens sind, arbejdsglæde, påhitsomhed og lærenemhed.

Tinga blev oprindelig købt for at træne agility, men efter lidt tid blev vi nødt til at prøve nogle af de discipliner, dens race gennem generationer er avlet til….så nu går den både vildtspor og apporterer. Det er faktisk kommet så langt, at vi har taget jagttegn i foråret 2015 – så vi rigtig kan udnytte Tingas jagtegenskaber.

Nu er hundebestanden fordoblet, da vi beholdte Abbey, der var ene tæve i vores hvalpekuld fra efteråret 2015.

Vi bor i Borup, Midtsjælland.

Tina er vildtspor og nose work instruktør i DRK-Midtsjælland og har tidligere været agility instruktør i Hvalsø Hundevenner.

Jørgen er i raceledelsen for Flatcoated Retriever under Dansk Retriever Klub.